Men det er til ære for deres forbrydelser, at jeg skriver min bog.
Med disse ord slår Jean Genet tonen an til romanen Blomster til en forræder (Notre-Dame des fleurs), hvor Paris skildres igennem karakterer på yderkanten af samfundet, vi møder drags, alfonser og måske mest af alt, forræderi og død. Genets karakterer rummer mange identiteter på samme tid – i et menneske møder man alle menneskers, både de skønne og mørke sider.
Forræderen er en figur, der både vækker frygt og fascination – en, der træder ud af fællesskabet og dermed bliver synlig. I Traitors udforsker Jóhan Martin Christiansen denne dobbelthed: det smukke og det skamfulde, kroppen og dens transformationer, moralen og dens æstetik.
Under sit ophold på Trykkeriet har Christiansen skabt en serie nye kobberætsninger i både små og store formater. Værkerne tager afsæt i Michelangelos skulpturer af røvere og andre klassiske kunsthistoriske motiver, som bearbejdes digitalt. Her strækkes og manipuleres figurerne, så de fremstår androgyne, mast eller forvredne – som kroppe i opløsning, hverken mand eller kvinde, syndig eller uskyldig.
Hen over billedfladerne er der ridset rastløse linjer, der samler og opløser motivet på samme tid. Nogle steder fortætter de sig til punkter, andre steder vibrerer de i yderkanten, som om billedet selv sitrer af tvivl. Fragmenterede ord og sætninger føjer sig til værkerne – som ekkoer af temaer om seksualitet, udstødelse og forræderi.
Historien er fuld af forrædere: fra Judas Iskariot til Cassius og Brutus, fra den victorianske højmoral til popmusikkens knuste hjerte. Hos Genet bliver forræderen en spejlfigur for mennesket selv – kompleks, dobbelt, uundgåelig. På samme måde søger Christiansen med Traitors at indfange denne tvetydige spænding mellem krop og sprog, skyld og begær, myte og menneske.
Jóhan Martin Christiansen (f. 1987) er en færøsk billedkunstner bosat i København. Hans praksis spænder over en række medier som installation, gipsrelief, grafik og video og udforsker spørgsmål relateret til materialitet: hvordan håndterer vi et materiale, og hvordan håndteres materialer inden for en specifik kontekst – fysisk, følelsesmæssigt og filosofisk? Hans værker rummer ofte små betydningsfulde detaljer, både i valg af materialer, titel og form, som refererer til emner som landskab, hjem/hjemløshed, sprog og oversættelse, queer krop, barokken, popmusik, historiske begivenheder m.m. Christiansen er uddannet fra Konsthögskolan i Malmö og har siden gennemført det tværfaglige kursus Of Public Interest ved Kungl. Konsthögskolan i Stockholm. I 2023 grundlagde han det kunstnerdrevne projektrum Bonne Espérance. Han har senest udstillet på blandt andet Alice Folker Gallery (Kbh, 2025), Kongegaarden (Korsør, 2024), Kohta (Helsinki, 2024), Nordatlantens Brygge (København, 2020-21), Møstings Hus (København, 2020) og Færøernes Kunstmuseum (2016).
Residensen og udstillingen er støttet af det færøske kulturministerium og Kulturkontakt Nord.